Hej guys – jeg går i de andres pigers fodspor, selvom jeg ved at lange indlæg ikke er særlige fede, når man også skal nå at høre sin yndlingssang på spotify, lave sine afleveringer og tjekke sin snapchat – men men! Hvis du lige sætter dig til rette, og læser HELE indlægget, så vil du opdage det også handler om andet end mig og kagen på billedet.

Men for at komme til den spændende del, så skal vi først høre lidt om mig:

I går havde min søster fødselsdag, og til den, så havde vores kære nabo lavet hele tre enorm flotte lagkager. (Ja, min søster er i den alder, hvor One Direction helst skal hænges op på væggen, soves på, høres, og da også spises)

Jeg valgte i al fald at smage lagkagen - udelukkende fordi den lagkageform og dekoration fik min mund til at løbe i vand - og man skulle ikke tro at sådan en flot og stor lagkagetop kunne gemme på så lækkert kagefyld - men wow, mine smagsløg sitrede af god smag. 

Og smagen må have været lige så god som læseoplevelsen af novellen "NETTO og fakta" - fo det er i hvert fald de færreste, der tænker på Sonnergaard med lagkage halvt nede i spiserøret.

Jeg havde siddet og spekuleret over hva’ fa’en der egentlig skete i novellen ”NETTO og fakta”?

Ikke så meget fordi det var for dybt eller for underligt til at forstå ( måske en anelse underlig alligevel?) – men fordi der simpelthen ikke skete en sk*d.

Novellen har egentlig intet rigtig handlingsforløb. Historien er en 27 sider lang meningstilkendegivelse om livet som ”social taber” i samfundet, som står i kontrast til alle de andre med job, penge og status. Novellen er skrevet med en 1. persons-fortæller og med en indre synsvinkel, hvilket ses i starten af novellen, hvor hovedpersonen, Jesper siger:

”Engang havde jeg venner, og en af dem fortalte gang på gang den samme historie” (s.155, l.2-3)

Jeg fangede mig selv i at udtrykke et akavet grin, da jeg læste sætningen. Det var så pessimistisk og nedladende at kun et grin kunne neddæmpe alvoren.

Historien, som Jespers gamle ven fortalte om gang på gang, var om en arrogant sergent, der gjorde grin med de, som egentlig havde fået sig en studentereksamen, men ikke skulle tro, at ”de var noget”. Historien repræsenterer den egoistiske middel- og overklassen. Hverken disse mennesker eller historien om dem kan Jesper lide, men det kan egentlig være lige meget – for ”[…] det skyldes, at man aldrig kommer igennem med noget som helst, hverken i dette specielle tilfælde […] eller i det hele taget” siger han.

I historien om Sergenten og i citatet foroven udtrykkes holdningen om det sociale skel i samfundet, og om at jobhavende mennesker er arrogante og at de jobløse er fanget i et møgliv. Dette er den umiddelbare holdning i teksten. Holdningen bliver gentaget så mange gange i form af konkrete eksempler og kommentarer fra Jesper, at man næsten kan splitte teksten op i små bider på ca. to sider og stadig få et indtryk af samme holdning. De enorm mange gentagelse, som kommer til udtryk, når Jesper fortæller om Marianne og de mange urealistiske reklamer, der ryger ind af brevsprækken, får novellen til at virke som en kronik, skrevet af Jesper.  

Først efter de ni sider sker der en ændring i Jespers sind. Her ser Jesper de rige mænd stå i kø for at spille lotto, og det går op for ham, at den utilfredshed med eget liv ikke hænger sammen med, hvor mange penge man har på sin bankkonto.

Det gør novellens tidligere kronikagtige form til værende mere ”essayagtig” – og netop denne essayagtige form gør, at tekstens tematikker og budskab begynder at kunne ses. Jesper lader sig nemlig reflektere.

”De vil have noget mere, selvom de altid siger, at lykken er hos dem og ulykken hos mig”(s. 164, l. 27-29)

Ovenstående sætning giver pludselig anledning til at spørge sig selv, hvis selv de rige også havde det dårligt, hvem er så skyld I hans liv?

Jesper nævner først denne tanke om, at det kunne være selvforskyldt sidst i novellen – efter at Christoffer er taget hjem.

” […] og man kunne jo ikke med nogen filosofisk rimelighed argumentere for, at Hospitalet skal behandle en patient med selvforskyldte lidelser […]” (s. 179, l. 27-29)

Mens hovedpersonen har været meget utilfreds med det liv, han lever og har været god til at give ”den arbejdende overklasse” skylden, så ender han med at få et lidt andet perspektiv på situationen, som ses i citatet foroven. Han begynder, at se, at hans lidelser er selvforskyldte.

Novellen leger altså med to modstridende tematikker, der bygger på, at handlingsløse, dovne mennesker har en selvforskyldt mangel på livskvalitet, og at et samfund af dominerende, rige, ”jantelovshævere” skaber en social polarisering.

For 1. persons-fortælleren behøves spørgsmålet om, hvilket af de ovenstående argumenter, der er mest rigtigt, ikke at besvares. Novellen slutter nemlig med sætningen, som han tænker:

”- Der er kraftedeme meget sand i Sahara –”

Denne lidt selvironiske slutning, symboliserer, at det hele er lidt ligegyldigt og håbløst. Han er et ligegyldigt sandkorn i en uendelig ørken. Hvad skulle hans handlinger og ord nogensinde kunne gøre?

Ja, det så her vi søde læsere bliver efterladt til selv at tænke – det jo ikke for sjov, man slutter sin historie åben, vel? ;)) Men da Jespers liv fra start og til slut er lidt af en cirkelfortælling, så er det narrative behov ikke så dominerende. Til gengæld bliver vi efterladt med et behov for en moralsk forklaring af situationen – og inden jeg maser min egen moral ned i halsen på jer, så holder jeg her. Hav en dejlig aften <3

Xoxo

Nabs